Sparta Indoor.
Udgivet: 22-02-2010
Ballerup AK stillede til start med 4 stangspringere til det netop afviklede Sparta Indoor. Hos pigerne var det Caroline, som stillede til start i P15 klassen, og hos drengene var det Emil i D15, og Kristian og Andreas i D17.
Caroline lagde ud med et par nervøse spring undervejs, men som konkurrencen skred frem, blev hun bedre og bedre springende. Både 2,35 og 2,45 blev klaret i første forsøg. PR højden 2,55 blev dog ikke klaret, men det kan måske komme om 14 dage, for evnerne er der.
Emil havde også en nervøs start efter en opvarmning som ikke helt fungerede. Det kostede et par rivninger på starthøjden 3,00m og 3,10m. De to næste højder blev klaret i fin stil efter nogle rigtig pæne spring. På 3,40m fik vi igen et par rivninger, før den blev klaret. Vi kunne se at stangen måske var en kende blød, og vores næste stang i rækken var et lidt stort trin, så vi lånte igen en stang af Ole Kvist. En 145lbs 400. Efter et par "prøveforsøg" hvor han lige skulle se om den kunne bukkes, fik han et ganske hæderligt forsøg på PR højden 3,50m, men overliggeren var desværre i vejen. Når vi får den oprulning på som Emil sagtens kan lave i sin opvarmning, vil vi se et stor forbedring fra denne front.
Hos D17, skulle Kristian og Andreas springe. Kristian, som normalt går på Vejle Idrætsefterskole, havde en del problemer med at få sit tilløb til at passe under opvarmingen, så de første forsøg i konkurrencen var præget af stor nervøsitet, med dertilhørende nedrivning. I tredie forsøg sad tilløb, isætning og afsæt lige i skabet, og det overraskede muligvis Kristian, og springet blev forsøgt afsluttet lige tidligt nok, og Kristian som var højt over overliggeren faldt ned ovenpå den. Det var således en tydeligt skuffet Kristian som måtte lide den tort at rive på sin starthøjde. Superærgerligt, men sidste springet gav fornemmelsen, at der KAN springes højt snart, såsnart der kan komme lidt mere stangtræning igang.
Andreas havde heller ikke en helt optimal opvarmning med et par dårlige skæve isætninger. Efter en del ventetid blev det dog endelig Andreas' tur, og starthøjden 4,00m blev klaret uden problem. Han valgte at stå over til 4,30 (med dertil hørende pause), hvor en skæv isætning så gjorde at første forsøg blev afbrudt. Andet forsøg var lidt bedre, men højden blev heller ikke klaret denne gang. Tredie forsøg var helt klart tilbage på sporet, men så blev 19,5'eren for blød. Når tingene fungerer, skal vi op på en stivere stang. Måske lidt flere højder undervejs, til at holde varmen og spændingen (når opvarmningen ikke var helt OK (på trods af de mange mennesker var der ganske koldt i hallen))?