Andreas og Frederik til Moskva.

Udgivet: 13-05-2010

To atleter fra Ballerup Atletik Klub har kvalificeret sig til det europæiske udtagelsesstævne til Ungdoms OL.

Ballerup Atletik Klub vil i Moskva, være repræsenteret i henholdsvis højdespring og stangspring. Højdespringeren Frederik Thomsen nåede netop kvalifikationskravet, da han til åbningsstævnet Tårnby Games sprang 1,98m. Han gør stangspringeren Andreas Rønning selskab. Andreas klarede kravet, da han i januar vandt Pallas Spelen med et spring på 4,60m.

Onsdag d. 19. maj, rejser de sammen med 13 andre håbefulde unge atleter til Moskva. Stævnet fungerer som kvalifikation til det rigtige Ungdoms OL som afholdes i Singapore senere i august. Kravet for at de kommer til Singapore, er en top 6 placering i højdespring og en top 8 placering i stangspring.

Desværre kan hvert land kun kvalificere én deltager i hver gren, og da Danmark, udover Frederik, også stiller med Danmarks bedste højdespringer, Janick Klausen, ser det ikke nemt ud for Frederik. Men alene det at kvalificere sig, er en stor belønning for den træningsindsats Frederik har leveret, efter at han i november blev opereret i knæet grundet en mindre menisklæsion. Frederik håber at kunne bryde 2 meter grænsen derovre.

For Andreas er kravet en top 8 placering. Det bliver ikke nemt, da der blandt de øvrige europæiske nationer er mange springere som er meget dygtige. Andreas' forberedelser har heller ikke været optimale, da han til DM for seniorer pådrog sig en kraftig forstuvning. Tiden hvor han ikke har kunnet springe, har han i stedet brugt på styrke og gymnastiktræning, så hvis han kan finde fornemmelsen igen, vil han helt sikkert springe op til sit allerbedste.

Tommy




-


© Ballerup Atletik Klub 1974 - | Design & CMS System: Roast Studios™
Denne side er blevet besøgt af personer siden maj 2004